Amalie Rosalie - Sæbebar & Shampoobar

Om Amalie Rosalie

ET LIV MED HUDPLEJE

Amalie Rosalie er generationers passion for at gøre gode hudplejeprodukter tilgængelige for alle.


Fra barnsben var jeg, Amalie Rosalie, vidne til, at mine forældre fra vores hjem i Sønderjylland eksperimenterede, udviklede og fremstillede egne cremer, sæber og salver i køkkenet. Det blev til en lille familievirksomhed med min mor i spidsen, hvor håndværk og kvalitet var i højsæde.

Min interesse spirede, som årene gik, og indsigten i at fremstille gode hudplejeprodukter voksede. I 2017 besluttede jeg selv, at føre lidenskaben videre med en virksomhed i eget navn. Fokuset skulle være på økologi, bæredygtighed og naturen - noget jeg også prioriterer i min hverdag - i tæt samspil med forbrugerens ønsker og behov.

Mine produkter er lavet med en kærlighed til håndværket og råvarerne, som det er vigtigt for mig, at mine kunder kan mærke. Hudpleje er ikke bare mit arbejde - det er en livsstil, som hele min familie og mange andre bidrager til. Det er en historien der gentager sig om en pige, der voksede op med hænderne i hudpleje og nu giver det videre til sit eget barn…

 

KVALITET OG ENKELTHED

Vores ønske er, at bidrage til, at du med god samvittighed kan smøre dig og dine ind i hudpleje fremstillet i Danmark med udgangspunkt i naturlige, økologiske og/eller lokale råvarer. Enkelthed er et nøgleord, fordi vi mener, at alle skal have adgang til et simpelt og naturligt valg. 

Vi fokuserer ikke på hvad vores produkter ikke indeholder. Tværtimod gør vi meget ud af at fortælle dig, hvad de indeholder, så du ved, hvad du bruger på din krop. Vores produkter er lavet af nøje udvalgte kvalitetsråvarer, der bidrager til, at sikre og opretholde din hud sundhed. 

Vores produkter er håndlavede. Det betyder, at vi håndterer og blander alle råvarer selv. På den måde ved vi, at processen foregår efter vores krav og standarder, så resultatet bliver et ærligt og gennemsigtigt produkt lavet efter naturens forskrifter.

 

ØKOLOGI OG BÆREDYGTIGHED

Vi bekender os til bæredygtighed fra indkøb til produkt og emballage. 100 % økologi er et mål, vi arbejder henimod, men da flere råvarer endnu skal importeres fra fjerne dele af kloden, vender vi os i lige så høj grad mod gode lokale alternativer, når det er muligt.

For os giver det ikke mening udelukkende at prioritere økologien, hvis en råvare af tilsvarende kvalitet allerede findes i Danmark. Vi skal have fornuften med i tanke og handling for at nå den optimale balance mellem hensynet til natur og økologi.
Det er bæredygtighed for os. Med et velbalanceret fokus har vi dermed dig og naturen i centrum.
Amalie Rosalie skaber hudplejeprodukter, der både tager hensyn til mennesket og den jord, de er skabt af.